Der sker ulykker på danske arbejdspladser hver dag. Forebyggelse er vigtig, men det er også afgørende at kunne håndtere de ulykker, som alligevel indtræffer. Hvis medarbejderne kan førstehjælp, bliver efterfølgende sygdomsforløb generelt kortere, og risikoen for varige men minimeres.
Omkring 45.000 arbejdsulykker bliver årligt registreret i Danmark – og hertil kommer alle dem, der ikke bliver anmeldt. Man kan begrænse ulykkernes omfang betragteligt ved at lære alle på arbejdspladsen, hvordan forskellige ulykker takles korrekt.
”Når medarbejderne på en arbejdsplads kan førstehjælp, kommer hjælpen til den tilskadekomne hurtigt, og der bliver ikke gjort noget forkert, som forværrer situationen. Korrekt førstehjælp betyder også, at det efterfølgende er nemmere for ambulancefolk og skadestue at fortsætte med den egentlige behandling. Det øger den tilskadekomnes chancer for ikke at få nedsat sin førlighed og forkorter den periode, personen skal være væk fra arbejdspladsen,” forklarer Linda Sachmann fra Helpan & HelpanSafety.
Branchebestemte ulykker
Hun tilføjer, at det er vigtigt, at den førstehjælp, medarbejderne lærer, er målrettet den branche, de opererer i. I travle kontormiljøer fx IT-virksomheder med mange unge ansatte, der knokler igennem og glemmer at holde fri og ferie, er der en øget risiko for hjertestop og behov for at kunne håndtere det. På et laboratorium kan det handle om at have klare procedurer for, hvad man gør, hvis et glas med et ætsende produkt springer. Inden for rengøringsbranchen arbejder mange alene, så her er det godt at have sin førstehjælp helt præsent og kunne hjælpe sig selv. Hvis man fx glider på et glat gulv eller vrider om og får en forstuvning, er det vigtigt at få noget koldt på, hæve benet og lægge forbindingen rigtigt – ellers får man et unødigt langt sygeforløb.
Kend din pulverslukker!
”Vi målretter vores førstehjælpskurser de forskellige brancher, for der er selvfølgelig forskel på, hvilke ulykker der typisk sker på hhv. en fyrværkerifabrik og en byggeplads, og de skal forebygges og håndteres forskelligt,” pointerer Linda Sachmann.
Hun understreger, at de helt grundlæggende førstehjælpsteknikker går igen på alle kurser, og at et kursus i elementær brandslukning også er relevant, selv om man ikke arbejder på særlig udsatte virksomheder.
”Hvis en virksomhed brænder ned, mister man ikke blot bygningerne og indholdet af dem – man mister også kunder, som søger andre steder hen, mens man kommer på fode igen. Derfor er der rigtig god økonomi i at have slukningsudstyr, der fungerer, og medarbejdere, som ved, hvordan det skal anvendes. Hvor mange på arbejdspladsen ved fx, at man skal vende bunden i vejret på pulverslukkeren og ryste den et par gange, før man bruger den?” spørger Linda Sachmann.
Få ulykken registreret
Ud over de ca. 45.000 arbejdsulykker, der årligt registreres, er der mange mindre ulykker, der ikke anmeldes – men det bør de, ifølge Linda Sachmann:
”Hvis ulykken ikke registreres og senere viser sig at give men, får man ingen erstatning. Selv om det ikke umiddelbart ser voldsomt ud, kan det efterfølgende vise sig, at netop denne skade er årsagen til gener som kan virke hæmmende både for arbejdslivet og privatlivet – derfor er det vigtigt at få papir på selv den mindste ulykke.”