I nutidens digitale samfund bruger stort set alle virksomheder i et eller andet omfang data i deres forretning. Det er ikke ualmindeligt at have forskellige systemer, der kan vise en virksomheds overskudsgrad, kundebedømmelser, salg for måneden, virksomhedens generelle aktivitet osv. Det kan være vigtigt at danne sig et overblik over bl.a. disse områder, hvis man ønsker at kunne skabe optimering i en forretning samt at se, hvilke punkter det går godt på. Den slags virksomhedsinformationer er detaljerede og giver dybde samt helhedsforståelse på specifikke områder. Men hvordan får man skabt sig det bedste og mest overskuelige overblik? Og hvordan kan en virksomhed skabe værdi ud fra al den data?
Vigtigheden af den information, som data bærer på, varierer alt efter, hvad fokusset for den enkelte virksomhed er. Men nogle af de nøgletal der typisk bliver målt, kan bl.a. være på de ovenstående områder. Med for mange forskellige systemer, der hver især kun viser ét enkelt nøgletal, kan dét at holde overblik over en virksomheds data hurtigt blive uoverskueligt og distraherende for det blotte øje. Der har derfor været arbejdet på et værktøj til at kunne gøre det enkelt og let-tilgængeligt for enhver i virksomheden at kunne aflæse den fremviste data. Dette værktøj kaldes et dashboard og det er en god, hjælpende hånd til hurtigt at få skabt et overblik over en virksomheds drift.
Dashboards skaber datadrevet virksomhedskultur
Flere virksomheder ved ikke, hvordan de bedst muligt udnytter al den data, som de indsamler. Dette skyldes bl.a., at dataene ikke bliver samlet på ét sted, som hurtigt og let giver virksomheden en indsigt i driften. Denne form for indsigt kan dog være med til at lægge grundlaget for en virksomheds datadrevne beslutninger og er derfor vigtige at holde styr på. Dashboardet danner et klart, visuelt billede af den data, den er sat til at skulle indsamle. Dette kan være gennem en samling af figurer, statistikker, tal og diagrammer, som samarbejder om at vise en given datamængde fra flere vinkler. Med sådan et dashboard hængende på væggen, frit til skue for hele afdelingen, gør den det ikke blot muligt for virksomhedens ledere at danne sig et overblik over driften, men også for den enkelte medarbejder. Dashboardet gør det altså muligt for alle medarbejdere at være på bølgelængde med, hvordan det går i virksomheden. Når man visualiserer nøgletallene på denne måde, så vil der helt automatisk også komme mere fokus på dem og der er pludseligt åbnet op for et nyt og produktivt samtaleemne i kontormiljøet. Dashboards opdaterer data på minutbasis så blot ved at rette blikket mod boardet et par gange om dagen, er man nu opdateret omkring virksomhedens konstante udvikling.
Data har allerede ændret spillereglerne for mange virksomheder og der er flere og flere brancher, der hopper på samme vogn – vognen om en datadrevet virksomhedskultur. De virksomheder, der gør brug af de datadrevne muligheder, har med sikkerhed også opdaget, hvor fordelagtigt et værktøj det er til de daglige beslutninger i ens arbejde. Når først man har fået en forståelse for de forskellige data, så er det muligt at kunne skræddersy sit arbejde og dermed pege kursen for ens virksomhed i den rigtige retning. Dashboards giver altså ikke blot muligheden for at danne sig et overblik over en virksomheds drift, men også muligheden for at transformere data til viden og viden til handling. Hvad enten dette gælder en afdeling, leder eller den enkelte medarbejder, så er muligheden for et fælles samarbejde blevet gjort let-tilgængeligt og dermed er muligheden for en fælles plan til at opnå flere succeser også kommet på bordet.