I Randers er der lige nu et spektakulært byggeprojekt i gang, også kendt som Falbe Parken beliggende i den nordlige del af Randers. 24 moderne, almene kvalitetsboliger vil inden længe se dagens lys, som også er en del af en større masterplan på den gamle fabriksgrund, som tidligere har huset den kendte Falbe Hansen tekstilfabrik.
Boligerne vil blive opført i grønne områder, hvor man kan nyde naturen på trods af, at man bor centralt og tæt på Randers bymidte.
Falbe Parken er et byggeri med historiske rødder, og en hyldest til en af byens største, historiske virksomheder: G. Falbe-Hansens Klædefabrik, der blev stiftet i 1872 og lå på grunden fra 1962 og frem til 2007.
Byggeri med historiske rødder
G. Falbe-Hansen startede en klædeforretning i 1872, dengang som et kompagniskab med navnet ’Thykier og Hansen’ i Torvegade Randers. I 1882 begyndte forretningen at sælge stoffer en gros til skræddere i oplandet, og virksomheden voksede herefter hurtigt ud af sine daværende lokaler. Flere lokationer i Randers centrum kom til at huse virksomheden henover de første 90 år af dens levetid, og hele vejen igennem var der en Falbe-Hansen med ved roret.
Senere, i 1962 indtog man de engang helt nye lokaler på Mariagervej, tegnet af den lokale arkitekt, Niels Blinkenberg. Da virksomheden var på sit største, var der helt op til 450 medarbejdere, men desværre var den sidste halvdel af 1900-tallet hård ved den danske industri. Produktionen blev rykket til udlandet, men klædefabrikken kæmpede sig dog igennem helt frem til år 2009. I 2011 blev lokalerne totalskadet af en større brand, og samme år fik Randers Arkitekten og Falbeparken C2 ApS ideen om, at hylde virksomheden gennem de nye bebyggelser – og det er nu blevet til Falbe Parken.
Stor efterspørgsel
Allerede inden de første boliger blev bygget, blev de første lejligheder allerede lejet ud. I alt 170 boliger kommer til at se dagens lys – og der er altså rift om dem. Selvom byggefirmaet har måtte bygge op til 200 boliger, nøjedes de med 170, da dette giver et mere helstøbt boligkvarter, hvor der ikke skygges for udsigt og sol.
Næsten 100 personer har allerede nu skrevet sig op til en bolig i Falbe Parken, men Boligselskabet Domea Randers opfordrer til, at man skriver sig på venteliste, da erfaringer viser, at nogle af de første, som skriver sig op til et byggeri, takker nej, når de får tilbudt en bolig. Der har generelt været stor interesse for byggeriet samt stor opbakning fra byens borgere.
Hvis du bor i og omkring Randers kan du med fordel skrive dig på venteliste, hvis du er på jagt efter en kvalitetsbolig, hvor der både er tænkt over detaljerne indenfor såvel som udenfor.