Hvis du udgiver podcasts i erhvervssammenhæng, så bør du overveje at udgive en transskription sammen med hver episode.
Jo jo, det er klart – det er tidskrævende, kedeligt og trækker samtlige tænder ud af munden på en at producere en transskription. Især hvis episoden går hen og bliver mere end 20 minutter lang.
Men hvis det af de årsager aldrig har strejfet dig hvad fordelene ved at udgive transskriptioner af dine podcastepisoder kunne være, så lad mig hjælpe en konstruktiv tankestrøm lidt på vej her.
Fordel #1: Mere content til dine brugere
Tænk på hvad det ville betyde for din rækkevidde, hvis dine lyttere ikke blot befandt sig på Spotify-platformen eller Google Podcasts, men rent faktisk begav sig ind på din hjemmeside for at interagere med dit indhold på forskellige måder.
Det er nok ikke alle, der finder værdi i podcasten udelukkende pga. lyd-indholdet. Mange lytter også for at trække de vigtigste guldkorn ud af hovedet på en ekspert. Her er du eksperten, der leverer guldkornene. Lad dine lyttere skimme sig igennem en transskription istedet for at lytte sig igennem 30 minutter, hvoraf 25 af dem faktisk ikke var det, udvalgte lyttere kom for.
Fordel #2: Transskriptioner øger seo-værdien
Hvis din podcast ligger på nettet, så virker det ikke som en komplet urimelig antagelse, at du har en interesse i at sprede budskabet om hvad du laver. Og den bedste måde at sprede budskabet om hvad man laver er i dag den præcist samme måde, som mennesker har brugt i århundreder: man skal have placeret sig selv på hovedvejen.
Okay, næsten da. I dag er hovedvejen nemlig flyttet ind i den digitale verden, og Google er minister for den digitale infrastruktur. En minister, som du gerne vil være på god fod med – for det giver nemlig gode placeringer ved den digitale hovedvej.
Google finder ud af hvem der skal have de gode placeringer i søgeresultaterne ved at vurdere hvem der har de bedste forudsætninger for at imødekomme de behov, som brugerne af Google vil have tilfredsstillet når de foretager deres søgninger på nettet. Men Google vurderer ikke alt materiale på lige fod – og tekster er bare dét, som Google nu engang er bedst til at vurdere.
Hvis du derfor producerer en podcast i stjernehøj kvalitet, så hopper Google altså ikke som en selvfølge med på rumfarten, for søgemaskinen er simpelthen dårlig til at indeksere – og dermed vurdere – kvaliteten af indholdet i dine episoder. Men hvis du udgiver transskriptioner af din podcast, så har du åbnet portene for ministerens kvalitetskontrol – og dermed også åbnet muligheden for, at de sender dig på et permanent hotelophold på hovedvejen.
Fordel #3: Transskriptioner lægger op til content repurposing
Hvis du gerne vil have det optimale ud af dine podcasts, så bør du overveje hvordan du kan bruge dine episoder til det, marketing-specialisterne kalder content repurposing. Fancy ord. Det kan i princippet erstattes med et begreb, der er knapt så fancy: genbrug.
Hvis du kan genbruge indholdet fra dine episoder i andre sammenhænge, der alle øger tilgængeligheden af den information, som du jonglerer rundt med i din podcast, så når du ud til flere med dine budskaber. Uden at genopfinde den dybe tallerken. Faktisk endda uden at hælde nyt havrefras ned i den – for du bruger bare det, der ligger der i forvejen.
Forestil dig hvor let det ville være at udgive en infographic, der opstiller en oversigt over alle de keywords, som du og dine podcast-medværter eller -gæster slynger omkring jer i et givent afsnit. Dét er fancy – og det er også værdifuldt, for netop sådan en infographic kan fx være med til at tillokke flere potentielle lyttere, der ikke finder interesse ud fra podcastens titel, men som istedet fænges igennem et visuelt overblik over afsnittets indhold.
Eller forestil dig hvordan du, på dit foretrukne sociale medie, gerne vil re-poste et udsagn, som en af dine podcast-gæster kom med for et par måneder siden. Men vent – hvilket afsnit var det nu lige, hvor guldkornet lå i? Og skal du til at bruge 30-40 minutter på at lytte afsnittet igennem for at finde frem til det, du leder efter? Her vil en hurtig søge-funktion, der ruller igennem alle nedskrevede ord og udsagn i en færdig transskription, løse problemet for dig på lige nøjagtigt 4 sekunder.
Måske kan ovenstående overbevise dig om værdien i at få dine podcasts transskriberet. Måske ikke. Og måske er alene tanken om det stadig så afskyelig for dig, så du aldrig med en ildtang ville røre ved idéen igen. Her kan du heldigvis finde mange på nettet, der står i kø for at hjælpe dig med dine transskriberinger – fx kan Dit Tekstbureau anbefales for deres lave priser, hvor alle podcast-ejere kan være med på vognen.
Derfor er der altså ikke længere nogen undskyldning for bare at bruge timerne på at banke løs på mikrofonen for at få den til at virke, og en gang imellem udgive et ekstra afsnit af din podcast. Du må til tasterne også for at få den ud over stepperne.